At sikre fejlfrit murværk er et fælles ansvar, og med De 10 Bud forsøger vi at vise vejen. Imens minder de skandaleramte supersygehuse os om, hvor galt det kan gå, når de ikke bliver fulgt.
I Danske Tegl har vi gennem flere år formidlet ”De 10 Bud – vejen til det fejlfri murværk” til hele byggebranchen gennem talrige besøg og oplæg på landets byggepladser, fagskoler og konferencer. Det handler blandt andet om, at byggeprojektet skal være klart og tydeligt, at murværket skal tilpasses bygværkets udformning og eksponering, at tidsplaner skal være realistiske, og at murværket skal dækkes ordentligt af.
Men hvis De 10 Bud for alvor skal ud at leve, skal de masseres ind på rygraden allerede på uddannelserne. Derfor er vi i fuld gang med at udvikle et digitalt læringsunivers, hvor murerlærlinge på grundforløbet kan lære De 10 Bud at kende gennem konkrete opgaver og cases med inspiration fra spiluniverset.
Som byggebranche har vi en vigtig opgave i at fremme og dele viden om tegl, så det kan stå smukt i mange år. Så vi sikrer, at nye, murede bygninger danner en god, solid ramme om den familie, børnehave eller fx arbejdsplads, der skal bo i bygningen.
Det har desværre ikke vist sig at være tilfældet med flere af de supersygehuse, der lige nu bygges rundt omkring i landet. For en murværks-entusiast som jeg har historierne om de fejl- og skandaleramte supersygehuse været hård kost at læse om. Store, offentlige prestigebyggerier ramt af omfattende vandskader, fejlbehæftede byggetegninger og valg af materialer, der ikke tager hensyn til bygningens placering samt vind og vejr. For bare at nævne et par eksempler på fejl, som flere eksperter har påpeget.
Formidlingsopgaven omkring fejlfri murværk er stadig aktuel og vigtig, og vi glæder os til at tage den med næste generation af dygtige, danske murere på landets fagskoler. Det kan du læse meget mere om i denne nye udgave af Tidens Tegl.
Her kan du også høre om Teknologisk Instituts arbejde med at dokumentere robusthed i bærende murværk og få indblik i Realdanias store projekt Mini CO₂ Etagehus TEGL.