Indlæg af Gitte K. Nielsen, direktør i Danske Tegl
Det var den 2. januar i det fine nye år 2018. Bilradioen stod på P4 København og min ældste datter småblundende under det lift, hun i nytårets anledning havde fået ind til universitet. Pludselig udbrød hun stærkt indigneret: “Nej, dét sagde han da ikke!??”
Det viste sig, at radioværten havde citeret Lars Løkke for i sin nytårstale at have sagt, at ghettoer i Danmark, ”…er sorte huller i Danmarkskortet.”
Det var alt for stærk tobak – og med rette. Men hvorfor?
Brixtoftefesten og fakkeloptog
Snakken i bilen fortsatte over emnet. For som Farumborgere har vi 100% oplevet hvad det vil sige, at være en paria i andres øjne. Da sagen med Brixtofte kørte, gav vi stof til samtlige kioskbaskere flere måneder i træk.
Kolonner af busser kom den lange vej fra Jylland, alene for at få en ”Tour de Forargelse” forbi Peters favorit restauranter og byggeprojekter og vores glade charterpensionister.
Ovre i Værløse var der fakkeloptog imod kommunesammenlægningen (imens de iøvrigt lystigt bookede alle de bedste haltider i Farum Arena……).
Slemt var det også på jobbet og til festerne udenfor bygrænsen. Her var det bedst at tale udenom, at vi bor i Farum. Hvis det mislykkedes, faldt der straks forargede påmindelser om, at ”I har jo også holdt en vild fest og selv stemt på ham!!”.
Shit, hvor var vi ”bad standing”. Alle 18.632 farumborgere uden undtagelse. Det var forfærdeligt!
Så derfor ved jeg, hvor vigtigt det er, at kunne være stolt over det sted man bor. At andre taler pænt om og anerkender ”din rede” for alle dens herligheder. Det fylder i os – døgnet rundt.
Forstadsfruen har ret
”Men hvad kan man gøre for at hjælpe i de der boligområder?”, lød spørgsmålet fra passagersædet.
Det er helt sikkert nødvendigt, at sættes ind på flere områder; socialt, uddannelsesmæssigt og ikke mindst boligmæssigt.
For det er nu engang afgørende for vores livskvalitet, at vi bor i smukke og sunde rammer, og at vi hver dag kan glæde os over at komme hjem til vores kvarter. ”Ja-ja! Det er jo let for en nordsjællandsk forstadsfrue, at anlægge den holdning”, hører jeg et retfærdigt kor ytre.
Meget belejligt har SBi netop udgivet en rapport: ”Renovering af almene boligområder – Evaluering af fysiske indsatser gennemført i perioden 2014-2016”. Lækkert! Dugfriske data er meget bedre end mine Trumpske påstande.
Et hurtigt nedslag i rapporten beretter om et særligt fremhævet projekt: Tibberupparken i Espergærde. En gammel slidt las fra 1960’erne. Træt beton, trætte og slidte beboere, dårligt ry og alt det man ikke har lyst til at være en del af.
Takket være beboerne og arkitekten fik boligområdet en ny identitet. De insisterede nemlig på, at genintroducere stoltheden i kvarteret ved, at prioritere æstetik og god kvalitet i områdets fysiske udtryk.
Selv da sparekniven skulle svinges fastholdt de, at facaderne skulle være i mursten og andre typer af tegl. Det byggede de på en stålfast tro på, at kvalitet, givet ved robusthed, holdbarhed og smuk patinering, giver fatal livskvalitet og glæde til mennesket.
Glad med lang venteliste
I dag er ventelisten til en bolig i Tibberupparken lang, huspriserne i nabokvarterene er steget og ikke mindst: beboerne er nu stolte over at sige højt, at de bor i Tibberupparken.
Selvfølgelig har der også været en indsats på det sociale område, men SBis konklusioner på effekten af den fysiske indsats taler sit tydelige sprog.
I mit stille sind priser jeg mig lykkelig over, at Ritt Bjerregårds satsning tilbage i 00’erne på 5000 billige boliger til 5.000 kroner ikke blev til noget. Det havde nok været dyrt at rette op på idag.
Tilbage i privaten, var jeg nødt til at tjekke, om Løkke virkelig havde kaldt det ”sorte huller” i Danmarkskortet. Heldigvis var han blevet fejlciteret. Så selv om udsagnet ”Der er slået huller i Danmarkskortet” ikke er rart, så rummer det ikke den dis-respekt for vores medmennesker, som Ida og jeg instinktivt reagerede på den morgen. Det vil jeg skynde mig at fortælle hende.
