Efter mere end 130 år som selvstændig brancheforening, flytter Danske Tegl nu foreningens sekretariatsbetjening ind til DI Byggeri. Samtidig har Danske Tegls direktør Gitte Krusholm Nielsen valgt at stoppe i foreningen.

Danske Tegl tager nu et historisk skridt og bliver en del af DI Byggeri. Skiftet sker den 1. august 2025. Med beslutningen sikrer foreningen, at teglbranchen fortsat har en stærk stemme i byggeriets udvikling og de politiske beslutningsprocesser.
”Danske Tegl har igennem de seneste år indtaget en langt mere synlig position i byggeriet. Vi står stærkt og er parat til at spille en endnu større rolle ift. at sikre gode rammebetingelser for vores branche. Og det gør vi bedst fremadrettet som en del af i DI Byggeri,” siger Henrik Dietrichsen, formand for Danske Tegl og regional administrerende direktør hos Egernsund Wienerberger.
Med overgangen til DI Byggeri har administrerende direktør Gitte Krusholm Nielsen efter næsten ti år i spidsen for Danske Tegl valgt at søge nye udfordringer.
”Danske Tegl har de seneste ti år løftet teglbranchen til at være en moderne og synlig aktør, der har sikret branchen synlighed, indflydelse og fremmet murerfaget som stolt håndværk. Det er jeg stolt over at have stået i spidsen for, men med flytningen af sekretariatet føles tiden rigtig til at prøve noget nyt,” siger Gitte Krusholm Nielsen, der fortsætter på posten frem til 1. august.
”Gitte har spillet en afgørende rolle i at løfte Danske Tegl til den stærke position, vi har i dag. Hun har arbejdet utrætteligt for at sikre, at teglbranchen står samlet og har en tydelig stemme i byggeriets udvikling. Vi skylder hende en stor tak for hendes engagement og resultater,” siger Henrik Dietrichsen.
Med skiftet til DI Byggeri rykker Danske Tegl tættere på de øvrige aktører i byggeriet, hvilket blandt andet skal åbne op for nye samarbejder. Samtidig giver sammenlægningen foreningen en stærk platform til at arbejde for branchens interesser – særligt inden for bæredygtighed, energieffektivitet og fremtidens reguleringer.
”Tegl er et af de mest bæredygtige byggematerialer med en lang levetid, høj æstetisk værdi og en dokumenteret robusthed. Det er helt afgørende, at vi fortsat sikrer de bedste vilkår for tegl i dansk byggeri. I DI Byggeri får vi en endnu større gennemslagskraft og direkte adgang til at påvirke de beslutninger, der former fremtidens byggeri,” siger Henrik Dietrichsen.
Med overgangen til DI Byggeri fortsætter foreningen sit arbejde for at fremme det murede byggeri til glæde for arkitekter, bygherrer og samfundet.
”Vi glæder os til at få Danske Tegl med i DI Byggeri, der er en brancheforening med en klar retning og et stærkt engagement. Vi ser frem til at arbejde sammen om de store dagsordener for byggeriet,” siger Rasmus Brandt Lassen, branchedirektør i DI Byggeri.
Danske Tegl fortsætter sine aktiviteter som normalt i perioden frem til 1. august 2025.