Sæt kryds i kalenderen d. 19. november, hvor Molio og Danske Tegl endnu engang inviterer til en dag dedikeret til tegl. Her kan du få den nyeste viden om tegl samt en masse inspiration fra smukke, solide og sunde byggerier med det lerbaserede byggemateriale.

Hvad er god byggeskik, når klima og bæredygtighed spiller en rolle? Hvordan kan bygherre og teglbranche mødes i den grønne omstilling? Og hvad siger den nyeste forskning om brugen af kalkmørtler til genanvendelse i murværk?

Disse spørgsmål og meget mere kan du få svar på, når Molio sammen med Danske Tegl for tredje år i træk inviterer arkitekter, ingeniører, bygherrer og øvrige aktører i byggeriet med interesse for fremtidens byggematerialer til TEGLdagen.

Det foregår 19. november i HUSET Middelfart, og du kan allerede nu sikre dig en plads

Ud over ny viden og inspiration adresserer TEGLdagen også de udfordringer, vi står overfor i en tid, hvor byggeriets produktivitet er under pres, ressourcerne bliver færre og bygningers miljøaftryk skal minimeres.

Blandt oplægsholderne kan du blandt andet møde Toke Rask Frandsen fra Teknologisk Institut, der deler ud af seneste viden om murværk af ældre dato, der viser sig at være betydeligt stærkere end antaget og beregnet.

Bæredygtighedschef i PensionDanmark Ejendomme, Jens Breinholt, fortæller om det vigtige samspil mellem bygherrer og materialeproducenter ift. bæredygtighed i byggeriet.

Og så er der masser af viden og inspiration at hente fra blandt andre Kurt Degn, Carsten Rode og tidligere stadsarkitekt i Københavns Kommune, Camilla van Deurs.