Foto: DTU

Danmarks Teknisk Universitet lancerer et nyt kursus om tegl og murværkskonstruktioner med opstart i august, som også arkitekter, ingeniører og rådgivere kan tilmelde sig. Kurset har til formål at vække de studerendes nysgerrighed på mursten som et klassisk byggemateriale, der egner sig godt til forskning.

Holdbarhed, cirkularitet, energi og indeklima, fugtsikkerhed, byggeskader, renovering, materialevarianter, æstetik og arkitektur. Over 3 uger i august kan studerende på DTU dykke ned i den nyeste viden om tegl som materiale, når DTU sammen med Danske Tegl udbyder et helt nyt kursus med titlen ”Tegl og murværkskonstruktioner”.

Her kan de studerende møde flere gæsteforelæsere fra branchen – blandt andet Gitte Nielsen fra Danske Tegl.

Som noget særligt er den midterste uge af kurset åben for eksterne rådgivere, der søger ny efteruddannelse inden for murværk. Det kan være arkitekter, ingeniører og konstruktører, der arbejder med murværk og efterspørger ny viden inden for bl.a. bæredygtighed og statik.

Vi har spurgt Carsten Rode, der er kursusansvarlig og Professor i Section for Materials and Durability, om tankerne bag det nye kursus.

”Formålet med kurset er at bruge det som et eksempel på et initiativkursus, som vi opretter i forlængelse af forskningsaktiviteter, vi har om tegl og cirkulære materialer. Vi har længe været i dialog med Danske Tegl om at lave en fælles undervisningsaktivitet om emnet og har haft et fælles ønske om at udvikle et kursus, der både kunne være til gavn for kommende kandidater og for eksterne kursister. Derfor havde vi også interesse i at afprøve denne kombinerede undervisningsform i samarbejde med branchen.”

Carsten Rode fortæller, at der er mange gode faglige facetter ved at fordybe sig i tegl. Fra materialefysik og -struktur til statik, holdbarhed, cirkularitet, energi og indeklima samt fugtsikkerhed, byggeskader, renovering, materialevarianter og æstetik og arkitektur. Sidstnævnte om æstetik og arkitektur har professorerne på DTU ikke nok viden om, og netop derfor er det vigtigt for kursets helhed, at der løbende kommer gæsteforelæsere fra branchen.

På kurset bliver de studerende også i stand til at vurdere murede konstruktioners egenskaber i forhold til bæredygtighed og holdbarhed. To faktorer, som lægger Gitte Nielsen meget på sinde. Kurset inkluderer også et besøg på et teglværk, hvor de studerende vil blive indført i produktionsteknikker. Og så udbydes det, så dele af kurset vil blive samundervist med eksterne kursister i et efteruddannelsesforløb.

”Vi håber, at kurset vil give de studerende et indtryk af et emne, der – selvom det drejer sig om et klassisk byggemateriale, som vi burde vide alt om – stadig har så mange gode forskningsspørgsmål i sig, som der også er perspektiv i at studere i dag. Så vores håb er, at det stimulerer og pirrer de studerendes nysgerrighed og forskningslyst.”

Der er stadig ledige pladser på kurset, som du kan tilmelde dig her:
https://dtu.events/tegl-ogmurvaerkskonstruktioner/conference