Børnehuset Egedammen er et dagtilbud for børn i førskolealderen i Gladsaxe Kommune. Huset er tænkt som en række af rumoplevelser med forskellige rumhøjder, bredder, lysindfald, efterklangstider og materialer.
Fra legepladsen, som man kan kalde børnehusets største rum, bevæger man sig gennem stadig mindre rum, fra fællesskab og aktivitet til mindre og mere private rum, såsom lege-nicherne eller stillerum, der er skabt til ro og fordybelse. I dette byggeri er de bærende konstruktioner i CLT massivtræselementer, og en facade af genbrugsmursten med cementfri kalkmørtel.
”Fravalget af CO₂-udledende cement i mørtlen har en arkitektonisk konsekvens, som vi har fremhævet ved at arbejde med buer og stik ved murhuller, som man så før betonens indtog for 100 år siden. Ingeniørens beregning af overliggerne har også betydet, at vi her skulle bruge nye mursten med en dokumenterbar trykstyrke. Disse to forhold har vi fremhævet ved at bruge nye røde mursten omkring murhuller og andre udsatte steder og udfyldning med de mere svage gule genbrugstegl, så der på den måde opstår et funktionelt ornament,” siger Ebbe Wæhrens, arkitekt MMA og partner, fra BBP Arkitekter.
Børnehuset Egedammen er én af Danmarks første svanemærkede og CO₂-neutrale institutioner. I 2023 vandt projektet Årets Arne – en pris som Arkitektforeningen tildeler projekter af arkitektonisk kvalitet.