Arbejder du med at renovere eller ombygge ældre murværksbygninger? Eller er du nysgerrig på styrkemåling i gamle mørtelfuger?
Så kan du med fordel dykke ned i en række nye resultater fra Teknologisk Institut, der med støtte fra Grunderejernes Investeringsfond har undersøgt styrkemåling i gamle mørtelfuger.
Specialist i murværk, Toke Rask Frandsen, har skabt et nyt og validt beregningsgrundlag for at udregne stivheden af eksisterende murværk opmuret med ren kalkmørtel, som har opnået minimum 150 døgns styrken. Indtil nu har beregningsgrundlaget for stivheden været baseret på 28 døgns styrker.
Resultaterne bygger på fastsættelse af stykreparametre for eksisterende murværk ved Krydsborsmetoden (X-bor)
Krydsbor er en in-situ forsøgsmetode, hvor mørtlens styrke bestemmes ved at banke et X-bor ind i mørtelfugen, hvorefter den vrides. Vridningsmodstanden omregnes til en trykstyrke. Derudover udtages der mursten til trykprøvning, således murstenens trykstyrke bestemmes. Med kendskab til murstenenes og mørtlens trykstyrke kan murværket trykstyrke og derefter elasticitetsmodul bestemmes.
Resultaterne på Teknologisk Institut viser, at murværk opmuret i ren kalkmørtel er markant stivere end tidligere antaget. Stivhedsparameteren, elasticitetsmodulet, kan være over 3 gange højere end tidligere antaget, hvis 150-døgnsstyrken er opnået. Projektet viste, at stivhedsparameteren KE, som anvendes til at beregne elasticitetsmodulet, kan bestemmes som følgende udtryk for rene kalkmørtler:
”Undersøgelsen har nu været offentligt tilgængelige i nogle måneder, og vi ser stor begejstring for resultaterne,” siger Toke Rask Frandsen, sektionsleder ved Teknologisk Institut.
Han forklarer det med, at de nye resultater bidrager til at gøre renoveringsprojekter eller ombygning af ældre murværksbygninger mere simple, rentable og mere bæredygtige. Med den nye beregningsmetode kan bygherre potentielt set spare på forstærkningen af eksisterende konstruktioner, og derved bevare bygningerne i højre grad end i dag. Hertil kommer, at rådgivere kan opnå bedre og mere præcise styrkeegenskaber af murværket, hvorved designopgaven forenkles.
Resultaterne er allerede indarbejdet i den kommende norm DS11990 ”Bæreevnevurdering af eksisterende konstruktioner”.
”Da vi står foran en ny udvikling i byggeriet, hvor der er øget fokus på renovering og genbrug af eksisterende byggerier, hilser vi de ny resultater velkomne og håber, at rigtig mange vil gøre brug af dem,” siger Gitte Krusholm Nielsen, direktør i Danske Tegl.