Af Gitte K. Nielsen, adm. direktør hos DANSKE TEGL 

For et par uger siden blev jeg ringet op af en pensioneret arkitekt i Aarhus. Han havde ryddet op i gemmerne og stod nu med to store poser fyldt med gamle, fine udgaver af bladet TEGL. Han nænnede ikke at smide dem ud og spurgte, om jeg ville have dem? Som ægte teglnørd var svaret et prompte JA!  

Velkommen til det 21. århundrede  

Den efterfølgende weekend tog jeg et par af tidsskrifterne frem, bladrede lidt og tænkte på, hvor utrolig varieret og nuanceret fortællingen om byggeri er. Tag f.eks. 1. udgave fra 2000. På side tre bød redaktøren Søren Bøgh velkommen til det 21. århundrede, imens to danske arkitekter på side 27 var i verbal slåskamp om et byggeri i Istedgade på Vesterbro i København. Det blev lidt mere fredeligt på side 28, hvor jeg faldt i staver over fortællingen om Møntmestergården, der har været på den vildeste cirkulære økonomirejse til dato. 

Skillinger og lussinger 

Møntmestergården var en højborgerlig og voluminøs bolig, bygget i 1683 til kongelig privilegeret møntmester Gregorius. Han var kongens betroede medarbejder, idet han slog kongens mønt. Det var dengang, man afregnede i skilling hos bagermesteren og i lussinger hos skolemesteren. 

Smugkroer og fulde kællinger 

Tiderne skiftede, folk ville bo i storbyen, og København oplevede sin første urbanisering. Lejlighederne blev mindre, priserne steg, og indbyggertallet fulgte med. Lyder det for resten bekendt? 

Den mondæne ejendom i Borgergade skiftede langsomt fra at være en adelsbolig til at blive en del at et: ”… sundhedsskadeligt slumkvarter for samfundets udskud med smugkroer, fulde kællinger og pis i rendestenen.”. Og i 1940’erne var det simpelthen blevet for slemt for Saneringsudvalget. Hele Adelgade – og Borgergadekvarteret blev beordrede jævnet med jorden – lyder det også lidt bekendt? – dog lige med undtagelse af Møntmestergården. 

I pit på kirkegården 

Bygningens arkitektur og stil var alt for fin og unik til bare at blive smidt på lossepladsen. Den blev derfor sirligt skilt ad: kernetræ for sig, mursten for sig, tagsten for sig osv. Og hvor lægger man så en hel bygning hen til opbevaring? Af alle steder blev stumperne sendt i pit i et skur på Vestre Kirkegaard – for bygningen skulle jo samles igen i Københavns egen ”Den Gamle By”. Det glemte københavnerne dog snart alt om. 

I 1990’erne trådte de snarrådige aarhusianere så ind i sagen og ind på kirkegården. Bygningen blev hentet ud af skuret og genopført i ”Den Gamle By” i Aarhus.  

Gammeldags på den cirkulære måde 

Se det er jo et pragteksempel på god, gammeldags cirkulær økonomi. Men det er også en lille påmindelse om, at vi lever i en verden, hvor historien i mange sammenhænge gentager sig selv: demografisk udvikling, prægtige nybyggerier, stigende priser, forfald og ghettodannelse, genbrug af byggematerialer og heldigvis også kærlighed til det smukke byggeri. 

Den smukke bindingsværkbygning, Møntmestergården, der startede som den smukke svane, måtte se sig selv blive ombygget til den sorte ghetto, for at blive skilt ad, hengemt på en kirkegård og til slut samlet igen af kyndige håndværkere.  

Og de levede lykkeligt … 

Som i alle eventyr endte det godt. Skillingen blev til en krone, og lussingen blev forbudt. 

Og Møntmestergården? Den lever selvfølgelig lykkeligt til sine dages ende. Hvornår det er, ved ingen, men mon ikke den står mindst et par hundrede år endnu? Det er jo godt dansk håndværk og ditto materialer, den er gjort af.