Af Gitte Krusholm Nielsen, adm. dir., DANSKE TEGL
Der er gang i den på landets 14 teglværker. Murstenene er dårligt ude af ovnene, før de er på vej i alle verdens retninger mod spændende projekter. Ikke bare dansken, men også godtfolk i UK, USA og Canada, ja, nærmest resten af verden er på venteliste til de smukke sten. Sågar vores nordiske broderfolk køber flittigt ind – og det på trods af deres ellers så nuttede hang til træ. Med andre ord, danske mursten er stærkt efterspurgte.
”Hvorfor?” blev jeg for nylig spurgt af en journalist. ”Hænger det sammen med, at I har fået nyt navn og logo i brancheforeningen?” Her havde en frisk fyr som Mr. Trump uden tøven og med vanlig selvtillid svaret ”Yes!”.
Lækkerhed og ynde
Helt så kæk er jeg ikke, selv om det nu havde været skønt med en omgang 15 minutes of fame. Nej, det handler om en stigende efterspørgsel på eksklusive produkter. Varer, som borger for kvalitet og holdbarhed på den gode gammeldags måde. Byggesten, der er rundhåndet mixet med lækkerhed og ynde og som pirrer sanserne – formet af Moder Jords eget kød og blod: ler, ild og vand
Danske sten med format
Men i Danmark er vi jo ikke de eneste, der fremstiller mursten, så hvorfor er den samlede danske eksport af mursten de seneste to år steget med mere end 40 pct.?
Forklaringen er simpel og peger tilbage på danske traditioner. Historisk set har de enkelte lande haft deres egen størrelse mursten. Kendere og nørder kalder det formatet på stenen. Danske mursten er lidt mindre og anderledes end de tyske, de svenske, de engelske osv. Vi har vel det man kan kalde en lille lækker LEGO-klods, der er genial til pjat, leg og store tanker i en arkitekt- og bygherreverden. Det oplever vi i øjeblikket i hele verden, hvor både danske og udenlandske arkitekter nu flittigt anvender danske sten til deres spændende og nyskabende arkitektur.
Æstetisk og elegant
Et andet eksempel på ædle danske murstenstraditioner er de blødstrøgne overflader, som giver hver sten et rustikt udtryk og et lille ”skæg” rundt langs kanten. Resultatet i det færdige murværk er en æstetisk og elegant overflade, som leger med vores synssanser og som vi derfor nyder at se på.
Læg mærke til det næste gang du går en tur i kvarteret. Men pas på, det kan være stærkt vanedannende at nørde dansk murværk.
Artiklen blev bragt i Jyllands-Posten og kan også læses her.