Af Gitte K. Nielsen, adm. direktør i DANSKE TEGL
Lørdag morgen plejer jeg at nikke samtykkende til familiens højlydte misytringer over Mads & Monopolet. For hvorfor jubler dansken over tre timers endeløs snak om deres egne dilemmaer? I øvrigt altid serveret på en skala, som spænder fra håbløst banale til håbløst komplicerede dilemmaer. Det er lige ved, at jeg savner Jørgen Hjortings ”De ringer, vi spiller” – men også kun lige ved.
Kortene på bordet
Lige nu sidder jeg dog i en lufthavn, langt væk hjemmefra. Jeg kan derfor godt krybe til korset og indrømme, at jeg selv har rumsteret med et dilemma en tid. Jeg har i dag besluttet at vove pelsen og lægge kortene på bordet.
For bare 5-7 år siden var bæredygtighed kun et hot emne for de frelste i byggebranchen. Fuldt ud på linje med arbejdsmiljø. Begge emner blev venligt, men bestemt, henvist til punktet ”eventuelt” på ledelsens kvartalsmøder. Men nu er bøtten da heldigvis vendt, og efterhånden er både arbejdsmiljø og bæredygtighed rykket ind på direktionsgangene. Og i marketingafdelingen, men det vender jeg tilbage til.
Alarmerne bimler
Bæredygtighed i byggeriet er primært kommet fra branchen selv. Det er boblet op nedefra, og branchen har taget skeen i egen hånd, hvilket er overordentligt positivt. Der er lyttet til prognoserne om mangel på ressourcer, og mange seriøse aktører er allerede godt igang.
For alarmerne bimler. Vi skal genbruge mere og bygge smartere og pænere. Medierne maler fanden på væggen, hvis ikke vi skynder os. Bæredygtighed og cirkulær økonomi er to af de nye buzz-words i byggeriet. Og lykkeridderne? Ja, det lader til, at de nu også har gjort deres indtog.
Forstadsfruens bekymring
Tag bare mit LinkedIn-feed. Det byder på en overflod af debat og indlæg om bæredygtighed. Alle fremfører argumenter for, at netop deres løsning eller produkt udmærker sig helt særligt.
Det er her, at en forstadsfrue, som jeg, godt kan blive rigtig bekymret. Det lader nemlig til, at alting partout skal være bæredygtigt. Jeg er 110 pct. enig i, at vi skal bruge klodens ressourcer med omtanke, at vi skal bygge smukt og holdbart til fremtidens generationer, og at vi skal holde op med at smide væk som små curlingbørn. Jeg debatterer, deler og liker lystigt, så ingen bør være i tvivl om, at jeg er med på beatet, men. For der er et men.
Uhørt optimisme
Sammen med presset for at være klassens mest bæredygtige – og kundens førstevalg – hører tilsyneladende en uhørt optimisme. Alle bæredygtige løsninger og produkter lader til at være opfundet. Allerede? Det var da herligt, eller hvad?
Tag på byggemesse eller læs et byggeblad. Ja, så er hele molevitten tilsyneladende bæredygtigt. Bare send marketingsafdelingen ind over, så spiller det. Det synes at være opskriften, men nej!
Nogle af dem ovre i marketing kunne nok mere trænge til lidt ferie. Omverdenens ønske om bæredygtighed lader til at være for stort et pres. Bevares, det er helt sikkert gjort i en god mening, men det gør det kun værre. Dømmekraften lader i hvert tilfælde til at være taget et smut på ferie.
Stik nu lige piben ind
Og hvad er så mit dilemma? Det er, om jeg tør sige højt: ”Stik nu lige piben ind! Det er en ommer, at argumentere for, at kort levetid er bæredygtigt! Det er en ommer, at argumentere for, at individuelle og teknisk komplicerede løsninger er bæredygtige. Det er en ommer, når stort set alle annoncører i et byggemagasin på 52 side skriver ”bæredygtighed” ind over deres tekst.”
Jeg risikerer at blive ristet over en sagte ild af vrede kollegaer, som finder mig aldeles useriøs og politisk ukorrekt. Eller at blive ignoreret som den lille dreng i Kongens nye Klæder. For man kan da ikke ytre sig imod bæredygtighed. Eller kan man?
Jeg mener, der skal råbes vagt i gevær, hvis noget godt er på vej mod at blive udvandet. Og det er netop ved at ske.
Gad vide hvad Mads & Co. på P4 ville råde mig til, hvis jeg skrev ind? Jeg kunne jo overveje at spørge. Men nej, det er nok ikke så godt. Risikoen for at blive alvorligt ”bad standing” hos familien er for stor. Jeg må nok nøjes med at diskutere det med mig selv lidt endnu.
