I anledning af at Grundvigs Kirke i år er fyldt 75 år, blev der den 28. oktober afholdt et miniseminar i kirken med emnet ’DET SAKRALE RUM’.
Professor Thomas Bo Jensen fra Arkitektskolen i Aarhus viste rundt og talte om “Grundtvigs Kirke – en anakronistisk triumf for murstenen”.
Derefter holdt professor Carsten Thau fra Kunstakademiets Arkitektskole et indlæg om ’Rummets stemthed – det sakrale rum og verdenshuset’.
Efter organist Babett Hartmanns smukke demonstration af orglets lyd i kirkerummet fortsatte lektor, arkitekt Thomas Ryborg Jørgensen fra Kunstakademiets Arkitektskole med sit indlæg, ’Når arkitekturen udfordrer troen – om det dominikanske kloster Sainte Marie de La Tourette’.
Sognepræst Palle Kongsgaard, Grundtvigs Kirke talte afsluttende om ’Det liturgiske rum som et sakralt kraftfelt – tanker om rum i lyset af kulturanalytikeren og arkitekten Paul Virilios dromologi’.
Seminaret, der var åbent for alle, var arrangeret af Grundtvigs Kirke og Kunstakademiets Arkitektskole.
Maleren Per Kirkeby, der har tilbragt en stor del af sin barndom på Bispebjerg skriver om kirken i sin tekst ‘Rundt om Grundtvigs Kirken’:
»I dansk arkitekturhistorie er der en tradition for at omtale Grundtvigs Kirken som et sidste udbrud fra en historicisme, som ellers for længst var passé. Den er ikke synkron. Men det krystallinske peger på en helst anden mulighed: nemlig at der er tale om en synkronitet med en helt anden tidsånd. Den der finder udtryk i alle krystallerne af Poelzig og Bruno Taut. Det der i dag sammenfattes under betegnelsen Ekspressionistisk Arkitektur. Bruno Tauts Alpine Arkitektur er fra 1919, og da var kirken for længst konciperet.
At se kirken på denne krystallinske vis gør den nærværende, forklarer min fascination som andet end barndom og kulturhistorisk interesse. Den har i sin dannelsesproces alle de Morris-Ruskin-Grundtvigske elementer, som stort set har været stuvet af vejen i det meste af vores århundrede, men som ikke synes at have tabt sin moralske udfordringskraft. Det er også sandt, at den virker med den danske landsbykirke som motiv. Og her går så den historiserende tolkning fejl, idet den misforstår motivets rolle for kunstværkets udformning. Motivet er anledningen: anledningen til den radiale sprængning af motivet og totale nydannelse, som i sidste ende viser sig at være motivets nuværende ’virkelige’ udgave. Derfor er den sædvanlige bebrejdelse mod kirkens arkitekt – den samme arkitektoniske afklarethed som i den lille danske landsbykirke – uden interesse. Det ville have været dybt uinteressant, hvis det virkelig havde været tilfældet Kun gennem radikal grovhed og ’uafklarethed’ opstår et nyt værk, der som kunstværk hævder sig over den kronologiske tidshistorie.«
